29/10/18

det er mandag og her er en kat fra facebook

25/10/18

Vi var på Café Nick som havde mange billeder på væggene, det var mest malerier og tegninger af kvinder som røg og mænd der så betuttede ud. Der var et lille tegnet portræt på væggen af hende, som jeg købte øl af, som hang lige bagved hende. Hun var lidt yngre på billedet og havde håret sat. Der var reception og tre som læste op og her kommer min respons: 

Maja Lucas

Hendes stemme er meget rolig og hun smasker lidt, når hun læser op, det er faktisk afslappende. Det handler om containere og mennesker der roder i containere, om respekt for containere. Jeget sætter søm i klemme i porten, så alle kan komme ind til containeren. Jeget hedder Dina og har en søn som hedder Tore. Der er politibetjente som vil lukke containerfesten ned, der er nogle i gården, som er bange for de mennesker, der roder i containeren, men ikke Dina. Dina henter sin søn i børnehaven og der er legepladser og uheld og blod og opkast. Så er der nøgenhed og lukkede øjne og en følelse af frihed. Der skal hæves penge og der er kun røde sokker tilbage i kommoden. Dina er den gode, fordi hun er mor og containerhaderne er de dårlige. Jeg ved ikke, om det er et greb, som handler om solidaritet.

Lars-Emil Woetmann

Jeg er i tvivl, om han helst ville have råbt alle sine digte, men ikke rigtig turde eller havde en for lille stemme til den slags. Hans lyde findes inde i munden og bliver nogle gange skudt ud med en bevægelse med hovedet fremad. Det handler om et jeg og et du, der sidder på en altan og taler til hinanden og til  en stat og til velfærden. Det lyder som en opsang og et forsvar og det lyder meget som digte. Det kan man høre på stemmen, som holder på ordene eller trækker dem eller også er der pludselig en s lyd som står alene mellem to ord. Han spørger 'hvad skal jeg ellers gøre' og han taler om 'den bløde drik' og han taler om 'andre arbejdsløse'. Han nævner receptioner i et digt og det er sgu da pisse skarpt. Jeg ved, at det liv findes, som han skriver, men det føles ikke som ham. Han er meget rytmisk, men det er som om han holder sig selv tilbage, nogle gange lyder det som en rap, fx Malk De Koijn.

Sternberg

'Jeg ved ikke, at jeg er det sidste menneske' og 'det er de tanker, jeg havde tænkt, hvis jeg havde tænkt på andet end at overleve', det er cirka citater. Han taler meget tydeligt og jeg kan høre, at det er digte, og at det handler om dommedag og mennesker 'som til sidst lå helt stille i deres hæve-sænke senge, pakket og klar til at leve deres sidste liv'. Det synes jeg er godt og sjovt. Han ligger tryk på nogle ord fx mig og burde. Der er en bil der kører forbi udenfor og der er lyden af brosten og han kludrer rundt i ordene og laver et dejligt fjollet ansigt til. Han læser videre. Så begynder han at tale almindeligt og sige 'det var så hvad jeg havde valgt at læse' og så klappede vi.

23/10/18

Nå nu har jeg ventet et halvt år. Bloggen har ikke slået igennem i det kulturradikale miljø endnu. Jeg troede ellers at pludselig stilhed kunne være en katalysator for den slags mediebevågenhed. Men det var så ikke tilfældet kan jeg konkludere. Så er det vel bare tilbage til tasterne, here we go.